Ifølge Central Statistics Agency (BPS) er antallet af fattige mennesker i Indonesien omkring 24,8 millioner i 2020.
Cirka 60% af den fattige befolkning i Indonesien bor i landdistrikter.
Risforbrug er den vigtigste determinant for fattigdom i Indonesien, fordi det meste af Indonesiens dårlige befolkning stadig afhænger af risforbruget som den vigtigste kilde til energi og protein.
Indonesien har et socialt assistentprogram til at hjælpe de fattige, såsom Family Hope-programmet (PKH), ikke-kontant madhjælp (BPNT) og Prakja-arbejdskort.
Fattigdomsforholdet i Indonesien faldt fra 10,9% i 2019 til 9,7% i 2020.
Fattigdom i Indonesien er mere almindelig i familier, der har mange børn, især i landdistrikter.
Fattigdom kan også påvirke en persons sundhed, uddannelse og livskvalitet.
I Indonesien arbejder omkring 70% af de fattige mennesker i den uformelle sektor, såsom gadesælgere og husarbejdere.
Fattigdom kan forårsage stress og angst, der har indflydelse på mental sundhed.
Fattigdom kan også forværre miljøet, fordi fattige mennesker har en tendens til at bruge eksisterende naturressourcer til at imødekomme livets behov.
