Filmteori opstod først i Indonesien i 1950'erne, da filmen blev populær blandt folket.
Filmteori i Indonesien udviklede sig hurtigt i 1980'erne, da mange universiteter åbnede filmundersøgelsesprogrammer.
En af de store figurer i teorien om den indonesiske film er Arifin C. Noer, kendt som instruktør og filmkritiker.
Indonesisk filmteori fokuserer ofte på sociale og politiske aspekter i film.
Begrebet smag eller følelse betragtes ofte som vigtigt i den indonesiske filmteori og bruges ofte til at beskrive publikums oplevelse.
Indonesisk filmteori overvejer ofte konteksten af kultur og historie i fortolkningen af en film.
Begrebet postkolonialisme bruges ofte i indonesisk filmteori til at beskrive forholdet mellem Indonesien og dets koloniale lande.
Indonesisk filmteori fremhæver ofte kvinders rolle i film, både som hovedpersonen og som manuskript og manuskriptforfatter.
Begrebet lokal visdom bruges ofte i indonesisk filmteori til at beskrive det unikke ved indonesisk kultur i fortolkningen af en film.
Nogle indonesiske filmteorier er mere fokuseret på de tekniske aspekter af film, såsom kinematografi og lyddesign, snarere end i fortællinger eller sociale aspekter.
