Utilitarisme er en etisk teori, der siger, at den rigtige handling er den handling, der producerer den største fordel for antallet af mennesker.
Begrebet utilitarisme blev først introduceret af den britiske filosof, Jeremy Bentham, i det 18. århundrede.
Bentham udvikler princippet om utilitarisme ved at foreslå ideen om, at menneskelig lykke er hovedmålet med deres eksistens, og enhver handling skal måles baseret på dens positive indflydelse på menneskelig lykke.
I forbindelse med Indonesien er utilitarisme blevet brugt i mange offentlige politikker, såsom inden for infrastrukturudvikling og miljøbeskyttelse.
Anvendelsen af utilitarisme i infrastrukturudviklingspolitikker kan ses fra regeringens bestræbelser på at øge tilgængeligheden og komforten ved offentlig transport, som forventes at forbedre samfundets velfærd.
I mellemtiden kan anvendelsen af utilitarisme i miljøbeskyttelse ses fra regeringens bestræbelser på at reducere drivhusgasemissioner og forbedre luftkvaliteten, som forventes at forbedre menneskets velfærd som helhed.
Imidlertid dukkede kritik af utilitarisme også op i Indonesien, især i forbindelse med menneskerettigheder og social retfærdighed.
Nogle kritikere betragter utilitarisme for at være for fokuseret på fordelene ved flertallet og ignorere mindretalets interesser.
Derudover fremhæver kritikere også problemet med måling af fordele og tab, som ofte er vanskelige at måle objektivt.
Ikke desto mindre er utilitarisme stadig en af de vigtige etiske teorier i den indonesiske kontekst og bruges som guide i mange offentlige politikker.
